Rehabilitering

Får du hjemmehjælp, skal du tilbydes et rehabiliteringsforløb, som kan forbedre din funktionsevne og livskvalitet.

Hvad er rehabilitering?

Rehabilitering er en målrettet, tidsbegrænset indsats på typisk 8-12 uger, der skal sikre, at du bliver så uafhængig og selvstændig som muligt.

Et rehabiliteringsforløb skal tage udgangspunkt i din aktuelle, fysiske, psykiske og sociale situation.

Rehabiliteringsforløbet og målene for rehabiliteringen skal tilrettelægges i samarbejde og dialog med dig og tage udgangspunkt i dine ressourcer og behov.

Under forløbet skal du have den støtte og hjælp, der er nødvendig for, at du kan nå de opstillede mål for eksempel hjælp til personlig pleje og madservice.

Det skal også vurderes, om der er behov for hjælpemidler, dagtilbud eller kontakt til besøgsordninger.

Du kan få tilbudt flere rehabiliteringsforsøg. Et rehabiliteringsforsøg kan også forlænges, hvis du og kommunen finder det hensigtsmæssigt.

Hvem indgår i et rehabiliteringsforløb?

I et rehabiliteringsforløb kan indgå flere fagpersoner, for eksempel fysioterapeut og talepædagog.

Der kan også indgås samarbejde med private og frivillige organisationer i forhold til blandt andet besøgsordninger. Dine pårørende kan også inddrages, hvis du ønsker det.

Hvor foregår rehabilitering?

Forløbet kan foregå både i eget hjem, i dagcenter eller patienthotel mv. og kan både være et dagtilbud eller et døgnophold.

Hvad er målet for rehabilitering?

Der skal sættes nogle konkrete mål op for, hvor selvhjulpen du kan blive, og hvad der skal til for, at du kan nå de aftalte mål.

Det er vigtigt for et vellykket rehabiliteringsforløb, at du oplever, at det gør en positiv forskel, og at det bidrager til, du får en bedre livskvalitet.

Målene for ét rehabiliteringsforløb kunne for eksempel være:

  • At kunne klare toiletbesøg.
  • At få forbedret talefunktionen.
  • At mindske ensomhed.

Tilbuddene kunne så være fysisk træning, anskaffelse af rollator, træning med talepædagog og kontakt til besøgsordning.

Hvis der under forløbet er behov for at ændre i målene, skal dette også ske i samarbejde og dialog med dig.

Hvad nu, hvis jeg bliver syg eller ikke vil deltage i rehabiliteringen?

Hvis du bliver syg undervejs i rehabiliteringsforløbet, ikke magter at gennemføre det, eller ikke ønsker at deltage i rehabiliteringen, er kommunen forpligtet til at vurdere dine behov og tilbyde dig den relevante hjælp.

Hvis det på forhånd vurderes, at du på grund af din fysiske eller psykiske tilstand er ude af stand til at deltage aktivt i et afklarende forløb, skal det ikke gennemføres, men kommunen skal umiddelbart tilbyde dig den nødvendige hjælp.

Kommunen skal vurdere borgere med samme behov ens, uanset om de har gennemført et rehabiliteringsforløb eller ej.

  • Var denne tekst brugbar?
  • Ja   Nej
Combell - staging