Gratis høreapparat

Et høreapparat fra en offentlig klinik er gratis. Vælger du i stedet en privat forhandler, kan du få tilskud til udgiften.

Høreapparat fra det offentlige

Tildeling af høreapparat sker efter en hospitalsundersøgelse, på en høreklinik eller audiologisk afdeling eller hos en privat ørelæge. Her vurderes, hvilket høreapparat der passer bedst til dine behov. Du kan derfor ikke altid vælge frit blandt alle høreapparater.

Du kan få nye høreapparater hvert 4. år. 

Der kan være ventetid til undersøgelse på hospitalet. For øjeblikket mere end 8 uger. Hvis du har mulighed for at tage til en anden landsdel, kan du måske forkorte ventetiden. Du kan frit vælge det sygehus, som har den korteste ventetid.

Et høreapparat fra en offentlig klinik er gratis. Det samme gælder tilpasning, reparation og nye batterier. Høreapparatet er det offentliges ejendom, og skal derfor leveres tilbage efter endt brug.

Se ventetider på mitsygehusvalg.dk

Tilskud til høreapparat hos godkendt privat forhandler

Du kan også vælge få tilskud til køb hos en godkendt privat forhandler. For at få tilskud skal du have en henvisning fra et hospital eller fra en ørelæge. Det gælder både første gang, du skal have et høreapparat og for genansøgning. Tilskud gælder for en periode på 4 år.

Tilskuddet dækker høreprøve, høreapparat, tilpasning, service og garanti. Du skal søge om tilskud, før du køber høreapparatet. Tilskud ydes uanset din indkomst og formue.

Tilskuddet inklusiv moms er:

  • Høreapparat på 1. øre på op til 4.286 kroner (2023)
  • Høreapparat på 2. øre på op til 2.400 kroner (2023)

Udgiften ud over tilskuddet skal du selv betale.

Folkepensionister og førtidspensionister efter den gamle ordning kan søge om yderligere økonomisk tilskud til høreapparat fra kommunen som helbredstillæg.

Også gratis batteri

Batterier udleveres gratis, uanset om du har fået dit høreapparatet fra det offentlige eller hos en privat forhandler med offentligt tilskud.

Du kan også få tilskud til briller og tandprotese. Se reglerne her. 

Få vores gratis nyhedsbrev

Tilmeld dig vores nyhedsbrev med tips til dit seniorliv og få automatisk besked, når der kommer nye regler om efterløn, folkepension og din økonomi som pensionist og efterlønner.

  • Var denne tekst brugbar?
  • Ja   Nej
Combell - staging